lørdag den 26. juni 2010

Det dyrebare menneskeliv

I et hvert menneske gemmer der sig en skattekiste af erfaringer, oplevelser, glæder og sorger, som er værd at høre og lade sig inspirere af.
Min egen erfaring siger mig, at der er så meget godt og berigende i mødet med andre mennesker. Bloggen er et rum, hvor du kan få lov til at møde mennesker, du måske slet ikke havde drømt om, at du skulle møde. Du kan få et indblik i deres liv og lade dig berige.

Inspirationen til, ”Det dyrebare menneskeliv”, har jeg fået gennem mit arbejde på Kollegiet Gl. Køge Landevej (boform for hjemløse) og værestedet Pegasus, hvor jeg har jeg mødt mennesker, som er ældre end mig, har en anden baggrund og lever et helt andet liv. Når jeg møder andre mennesker og især dem, der ikke minder om mig selv, oplever jeg, at jeg kan have fordomme, men når jeg har talt og lyttet og mødt mennesker med accepten af, at vi er forskellige, har jeg kun oplevet, at jeg er blevet beriget i mødet med disse mennesker.

Jeg håber du vil læse med, kommentere indlæggene og være åben over for de mennesker, du kommer til at møde. Det første indlæg handler om Michael.

Jeg tror på håbet


Michael er 41 år, førtidspensionist og bor i Sydhavn. Michael kommer dagligt på Værestedet Pegasus, det er også her jeg har mødt ham. Michael fik for år tilbage en hashpsykose og var indlagt i 3 år. I dag er han et menneske, der har truffet en stor og vigtig beslutning om at tro på håbet og bygge sit liv på det positive. Når han træder ind af døren er det næsten altid med et smil på læben og hans hilsen: "Fred være med dig"

Michael, hvorfor er du så positiv?

Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg blev psykisk syg og lukkede mig inde i mig selv og havde svært ved at komme ud derfra. Jeg kunne også godt forstille mig, at det havde noget med Vorherre at gøre. Da jeg lå nede på Sankt Hans (psykiatrisk hospital) begyndte jeg at læse lidt i det nye testamente, og det har jeg holdt fast i. Jeg lå dernede fra 93-96 og ja.. ordene de slog lidt rod i mig i ny og næ.. og jeg er taknemmelig for de ord Jesus siger. Jeg kan bruge dem til noget i mit liv - til at få et positivt syn på livet.

Er du rask i dag?
Ja, i forhold til dengang. Dengang kunne jeg ikke kende forskel på fantasi og virkelighed. Jeg blev psykisk syg af at ryge hash. Jeg går da stadig rundt med nogle dæmoner som jeg kæmper med hver dag, men jeg tror på håbet.

Hvad har gjort, at du turde komme ind under din egen overflade?
Jeg ved ikke om det har noget at gøre med, at jeg lå nede på Sankt Hans og ved hjælp af en psykolog kom ind under min overflade. Jeg fik ryddet op i mit liv, fik drevet skeletterne ud af skabet. Jeg fik meget ud at ligge dernede. Det var ikke noget jeg kunne se dengang, men det kan jeg se længere hen ad vejen. Og det er hårdt. Det er hårdt at komme ind under overfladen, men jeg tror, at det er det hele værd. Jeg prøver, at se det positive i alle ting. Være glad når jeg vågner og får en ny dag, hvor jeg kan leve. Der er mange ting.. ork jeg kunne blive ved.

Er taknemmelighed en af dine drivkræfter…?

Taknemmelig og ydmyghed for Vorherre. Jeg har kun det her liv, jeg vil ha' det bedste ud af det. Jeg får ikke noget ud af at sidde og lytte til folk, der altid brokker sig: "Så er det for koldt, så er det for varmt" På en overskyet dag lægger jeg mærke til, når solen kigger frem, og jeg får mere energi til resten af dagen, hvis det er en trist dag. Jeg gider ikke gå og se negativt på livet.
Jeg er førtidspensionst i dag og ser, hvor meget samfundet gør for en, det er ikke småting. Det tror jeg aldrig kunne lade sig gøre i et land, hvor der ikke var demokrati.

Hvad giver dit liv indhold og gør dig glad?
At se nogle mennesker der smiler lidt. Se at folk er udadvendte og tør gå ind under overfladen og snakke om dybe ting i livet, det er sjældent jeg møder sådan nogle mennesker. Nu har jeg mødt en på et værtshus i Istedgade, han er narkoman og vi snakker skide godt sammen, og det er også fordi vi kommer ind under overfladen. Det får vi et slags venskab ud af, et broderskab, fordi han har været meget igennem og tør gå ind under overfladen. Det er rart. Jeg savner det ude i samfundet.

Har du nogle håb og drømme for din fremtid?
Jeg håber at se Gud som han er, det er nok mit største håb. Ellers tager jeg en dag af gangen, håb for fremtiden... det ved jeg ikke.

Hvad ville du sige, hvis du skulle holde en tale for et nyfødt barn, der har livet foran sig?
Vær beredt! Få en grundvold, der hedder tro, håb og kærlighed. Hvis du har en grundvold, der hedder kærlighed, bliver dit liv ekstra hårdt, men jeg tror, det er det hele værd. Tænk positivt, byg dit liv på det positive. Selvfølgelig vil du komme ud for noget negativt, det sker jo igennem hele livet, men der tror jeg det er vigtigt, at du har en positiv indstilling fra starten.